
Pressemeddelelse
(22 juni 2009)
IPC International vil udvide sin egenkapital med op til DKK 200 mio.
Som led i sin vækststrategi ønsker IPC International A/S at udvide sin egenkapital med op til DKK 200 mio. Det er IPC Internationals strategi at vokse både organisk og via opkøb. IPC Internationals eksisterende aktiviteter er inde i en gunstig udvikling med stigende omsætning og indtjening baseret på salget af en række produkter, og selskabet har tre nye produkter i pipelinen. Ledelsen vurderer samtidig, at der i det nuværende marked er en række attraktive muligheder for at købe virksomheder, produkter og projekter. Da IPC International selv kan finansiere de nuværende aktiviteter, skal provenuet fra kapitaludvidelsen alene anvendes til effektivt at kunne udnytte disse muligheder og øge tempoet for udviklingen af virksomheden. Indgåelsen af aftalen om købet af NatImmune, er det seneste eksempel på selskabets målrettede opkøbsstrategi.
Baggrund for kapitaludvidelsen
Det er IPC Internationals strategi at vokse både organisk og via opkøb.
De eksisterende aktiviteter er i øjeblikket inde i en gunstig udvikling. Der er tale om aktiviteter inden for to områder: (1) produkter, der allerede markedsføres, og (2) udviklingsprodukter. Selskabet fokuserer primært på nicheprodukter, som ikke har tilstrækkelig kommerciel interesse for de store medicinalvirksomheder.
IPC International har indtil videre markedsført ni produkter inden for cancerbehandling, kvindesygdomme samt smertebehandling og misbrugsafvænning. Salget af produkterne udvikler sig positivt og forventes at stige markant over de kommende år i takt med, at produkterne introduceres på flere markeder.
IPC International har efter købet af NatImmune tre udviklingsprodukter, og inden for dette område er det strategien alene at varetage de seneste faser af udviklingen, således at risiko og investeringer holdes på et lavt niveau i forhold til fx biotekvirksomheder og store medicinalvirksomheder. Projekterne er nøje udvalgt på basis af vurderinger af klinisk effekt, sikkerhed og kommercielt potentiale. Det forventes, at to af udviklingsprodukterne vil være kommercielt tilgængelige inden for de kommende 12 måneder. 2
Det forventes, at IPC vil have et positivt cash flow fra selskabets kommercielle aktiviteter og således vil være i stand til fuldt ud at selv-finansiere den nuværende organiske ekspansion og den igangværende udvikling af nye produkter. Formålet med kapitaludvidelsen er således alene at styrke selskabets opkøbsevne.
Udover en effektiv satsning på de eksisterende kommercielle produkter og på udviklingsprodukterne er det en vigtig del af IPC Internationals strategi at opkøbe og kommercialisere nye produkter.
"Vi kan se, at der i det nuværende marked er rigtig gode muligheder for at købe flere særdeles attraktive selskaber, produkter og projekter. Det er for at gribe disse muligheder og øge tempoet for udviklingen af vores virksomhed, at vi nu arbejder på at tiltrække ny kapital. Vi er i øjeblikket i dialog med en række potentielle opkøbskandidater, og dialogen med tre af disse selskaber, som tilsammen repræsenterer en omsætning på ca. DKK 200 mio., er på et fremskredent stadie. Det er vores hensigt at anvende provenuet fra aktieudstedelsen til at købe sådanne selskaber. Vi har netop indgået aftale om køb af NatImmune A/S, og vi tror på, at både nye og eksisterende aktionærer vil få et godt afkast af deres investering", siger Claus Møller, CEO i IPC International.
Kort om kapitaludvidelsen
IPC International har som mål at rejse op til DKK 200 mio. i ny egenkapital ved udstedelse af nye aktier. Aktierne udbydes via en privat placering i henhold til Privat Placement Memorandum udarbejdet af selskabet.
Tegningsperioden løber fra 22. juni til 17. juli 2009. Udstedelsen af de nye aktier forventes at finde sted umiddelbart efter afslutningen af tegningsperioden.
Yderligere oplysninger:
Claus Møller, CEO, IPC International A/S, tlf. +45 33 26 74 79/+45 40 84 95 17
IPC International A/S er et specialty pharma selskab, der finder, videreudvikler og distribuerer højt specialiserede lægemidler - typisk nicheprodukter - der ikke kommercielt passer til store medicinalvirksomheders forretningsmodel. Det er IPC Internationals strategi at vokse såvel organisk som via opkøb. IPC International markedsfører p.t. ni produkter inden for cancerbehandling, kvindesygdomme samt smertelindring og misbrugsafvænning. Desuden har selskabet tre nye produkter under udvikling, hvoraf to forventes markedsført inden for de kommende 12 måneder. De primære markeder er Norden og Storbritannien, og IPC International har datterselskaber i Sverige, Norge, Finland og Storbritannien. IPC International forventer at opnå en omsætning på mere end DKK 100 mio. i 2010 og derefter yderligere markant vækst i omsætning og indtjening i de efterfølgende år som følge af introduktion af eksisterende produkter på flere markeder. Selskabet har godt 20 medarbejdere og har hovedkontor i Hellerup, nord for København.
