
PRESSEMEDDELELSE
(22 juni 2009)
IPC International styrker sin position med købet af NatImmune
Som led i sin vækststrategi har IPC International A/S indgået aftale om køb af NatImmune A/S, som er fokuseret på udvikling af protein-baserede lægemidler til behandling af cancer og infektionssygdomme. IPC International vil primært fokusere på at videreudvikle NatImmunes lovende middel mod HPV-virus, der blandt andet forårsager vorter. Det forventes, at det første produkt til behandling af vorter kan markedsføres inden for 48 måneder.
IPC International har indgået aftale om køb af samtlige aktier i NatImmune A/S, hvis aktionærer Novo A/S, Sunstone Capital A/S, Dansk Innovationsinvestering A/S, Lønmodtagernes Dyrtidsfond og Sampension alle fortsætter som aktionærer i IPC International.
"Vækst gennem opkøb er en central del af IPC Internationals strategi, og vi er derfor meget glade for, at det er lykkedes at købe NatImmune. Vi er et såkaldt specialty pharma-selskab, hvis kernekompetence er at finde, udvikle og distribuere udvalgte nichelægemidler, og NatImmunes portefølje passer perfekt ind i vores nichestrategi", siger Claus Møller, CEO i IPC International.
NatImmunes aktiviteter
NatImmune har i sin pipeline et lægemiddel, der kan anvendes i forbindelse med bekæmpelse af den form for virus (HPV), der blandt andet forårsager vorter. Lægemidlet er baseret på stoffet alpha-lactalbumin, der har vist sig at have en ny og unik evne til at dræbe transformerede celler - vel at mærke uden at påvirke normalt væv og raske celler. Det medfører, at stoffet også har et potentiale inden for cancerbehandling.
IPC International ser et stort potentiale i lægemidlet til behandling af vorter. De nuværende lægemidler på dette marked er ikke udviklet i mange år. IPC planlægger, efter yderligere studier med alpha-lactalbumin, at indgå aftale med en international samarbejdspartner, som kan medvirke i færdigudviklingen og den internationale markedsføring af det nye lægemiddel, som forventes markedsført inden for 48 måneder. Markedet for det nye middel vurderes at være særdeles attraktivt. 2
"Vi vurderer, at NatImmunes lægemiddel, der blandt andet kan anvendes til behandling af vorter, virker særdeles lovende og passer som fod i hose ind i vores nichestrategi. Det er vores mål at videreudvikle og bringe nye produkter til markedet inden for en rimelig kort tidshorisont. Det er vi overbevist om kan lade sig gøre med alpha-lactalbumin", siger Claus Møller, CEO i IPC International.
"Investorerne bag NatImmune er meget tilfredse med salget til IPC International, som vi tror besidder de kompetencer, som skal til for inden for en kort tidshorisont at færdigudvikle og markedsføre alpha-lactalbumin. IPC International, er inde i en rivende udvikling med stor vækst i omsætning og indtjening og bliver et godt hjem for Natimmune's projekter," siger Peter Benson, managing partner, Sunstone Capital.
Som led i udvidelse af ejerkredsen i IPC International A/S vil Peter Benson fra Sunstone Capital blive valgt som nyt medlem af bestyrelsen for selskabet. Herudover består bestyrelsen af Claus Møller, Jan Andersen og Michael Wolff Jensen.
Købet af NatImmune ventes endelig gennemført den 26. juni 2009.
Yderligere oplysninger:
Claus Møller, CEO, IPC International A/S, tlf. +45 33 26 74 79/+45 40 84 95 17
Peter Benson, Managing Partner i Sunstone Capital, tlf. +45 40 80 48 69
IPC International A/S er et specialty pharma selskab, der finder, videreudvikler og distribuerer højt specialiserede lægemidler - typisk nicheprodukter - der ikke kommercielt passer til store farmaceutiske virksomheders forretningsmodel. Det er IPC Internationals strategi at vokse såvel organisk som via opkøb. IPC International markedsfører p.t. ni produkter inden for cancerbehandling, kvindesygdomme samt smertelindring og misbrugsafvænning. Desuden har selskabet to nye produkter under udvikling, som forventes markedsført inden for de kommende 12 måneder. De primære markeder er Norden og Storbritannien, og IPC International har datterselskaber i Sverige, Norge, Finland og Storbritannien. IPC International forventer at opnå en omsætning på mere end DKK 100 mio. i 2010 og derefter yderligere markant vækst i omsætning og indtjening i de efterfølgende år som følge af introduktion af eksisterende produkter på flere markeder. Selskabet har godt 20 medarbejdere og har hovedkontor i Hellerup, nord for København.
